Humus

Anmeldt af Aske Munck, Weekendavisen ÅRETS VIRKELIGE OUTSIDER var Gaspard Koenigs økoepos Humus. Romanens overraskende omdrejningspunkt er regnorme, ikke metaforisk, men ganske bogstaveligt: Lumbricus terrestris, den regnorm, som egenhændigt komposterer vores jord og gør den dyrkbar. I romanen følger vi de to 20-årige Arthur og Kevin, der begge læser på den franske landbohøjskole AgroParisTech i Saclay og får en mindre åbenbaring under en tilfældig forelæsning om regnorme, som de egentlig havde planlagt at springe over. De tror begge at kunne finde vejen til Jordens frelse (og deres egne karrierers fuldbyrdelse) i det lille undseelige dyr. Advokatsønnen Arthur beslutter at overtage sin bedstefars landbrug i Normandiet, mens traktorførersønnen Kevin satser på en startup, der skal levere hjemmekompostsystemer til økobevidste boboer (bourgeois-bohèmes). Det går helt ufattelig godt for den ene, mens den anden slider uden fortjeneste (hvem det går skidt og godt, må De selv læse med for at finde ud af). Det er en slags økologiens uheldige helte, som til tider slægter Houellebecq på med Koenigs hang til leksikalsk klingende passager (som i Kortet og territoriet). Det er kultiveret læsning spækket med litterære referencer, og Koenig – der er tidligere leder af en liberal tænketank – skriver godt, omend til tider en anelse kunstlet og slet ikke så levende som Jean-Baptiste Andrea eller Éric Reinhardt. Til gengæld er der forfriskende mange svirp til vor epokes frelste typer: som da regnormeguruen Marcel Combe under en forelæsning omtaler de hermafroditiske regnormes forplantning som »homosex, efterfulgt af kunstig befrugtning mellem kvinder«. Flere af de studerende udvandrer i protest, hvorefter X oversvømmes af hashtagget #regnormefascist. Et humoristisk nik til den tunge dyne af wokeness, som er ved at kvæle universiteterne.