Veiller sur elle

Prix Goncourt 2023 Anmeldt af Aske Munck, Weekendavisen Først og fremmest skal det ikke være nogen hemmelighed, at Veiller sur elle også var denne anmelders favorit. I bogen følger vi den uformuende billedhuggersøn Mimo (der helst vil kaldes sådan, fordi hans fødenavn, Michelangelo, virker prætentiøst, når man tager hans gebet i betragtning), en lille, let vanskabt fyr med dværgvækst, som bliver forladt af sin mor, efter at hans far bliver sprængt i stumper og stykker i Første Verdenskrig. En 'onkel' opfostrer ham i den lille landsby Pietra d'Alba, hvor han møder den sten- og indflydelsesrige Orsini-slægts datter Viola. De to knytter et stærkt kærlighedsbånd, der dog forbliver platonisk, og som læseren følger igennem midten af det 20. århundrede, mens fascismen skyller gennem Italien. Det romaneske værks stil giver mindelser om Lemaître (vinder i 2013 med Vi ses deroppe), og det er blændende affattet, humoristisk, gribende og så letløbende, at man knap lægger mærke til de 600 siders tyngde. Sikkert satte scener og skift vidner om, at Jean-Baptiste Andrea er tidligere manuskriptforfatter. Og samtidig er den overstrøet med pudsige indslag, som da Mimo bliver reddet fra den sikre død under et dramatisk fald fra et hustag og tørt citerer sin far for at have ymtet: »Når man bygger katedraler, regner det med stenhuggere.« Mimo – der allerede som syvårig viste stort billedhuggertalent – ender som en berømmet og respekteret kunstner, der får opdrag af Orsini-familien, men om han og Viola nogensinde får hinanden, skal ikke afsløres her.