Sarah, Susanne et l'écrivain

Anmeldt af Aske Munck, Weekendavisen KÆRLIGHEDEN ER OGSÅ omdrejningspunktet for Éric Reinhardts Sarah, Susanne et l’écrivain. Eller rettere: den udslukte kærlighed, som med årene pludselig bliver til bitter ondskabsfuldhed. Sarah – der netop har overlevet en slem brystkræft – døjer med sin ægtefælles vigende tilstedeværelse. På overfladen har hun et godt forhold til sin mand gennem 22 år. De dyrker stadig intens sex flere gange om ugen og har to velfungerende børn, en dreng og en pige. Men langsomt begynder han at tilbringe mere og mere tid i husets kælder, hvor han sidder og glor på porno og ryger hash hver aften. En dag opdager hun, at han gennem hele deres samliv har ejet 75 procent af deres fælles hus. Og da hun forsøger at presse ham ved kortvarigt at rykke ind i en venindes lejlighed, tager fanden ved ham. Han forlader hende, svarer ikke på hendes opkald og ender med at ville skilles. Bogen var med sin særlige stilistiske form ellers også et godt bud på en vinder: Sarah vil gerne have en forfatter til at fortælle historien gennem en fiktiv kvinde, Susanne, der bliver den egentlige hovedperson. Men historien afbrydes ofte af Sarahs interjektioner eller forfatterens spørgsmål til intriger eller fakta. Og som læser følger man således konstruktionen af selve historien, der pludselig får bredere appel og handler om alle kvinder, der bliver holdt for nar eller svindlet af deres ægtemænd. Det fungerer forbløffende godt og giver pudsige passager, som da Sarah og forfatteren efter nogle sider sammen finder ud af, at hovedpersonen ikke skal hedde Susanne Stadler, men Susanne Sonneur, fordi der er for meget Marguerite Duras-personage over Stadler. Pennen er sikkert svunget, og det er samtidig både underholdende og tankevækkende. Det er fiktion, men meget tæt på virkeligheden, for inspirationen til historien stammer fra en af Éric Reinhardts læsere.