Nympheas Noirs

Efter verdensmanden Grangé lander vi med Michel Bussis Sorte åkander i den franske provins: Jérôme Morval, mondæn øjenkirurg med klinik i Paris’ centrum, flytter tilbage til sin barndoms landsby, Giverny, og ind i byens smukkeste hus. Det skulle han ikke have gjort, for han bliver fundet død med knivstik i hjertet og med kraniet smadret i den lille å, der leverede vand til dammene i Monets have – som jo ligger i Giverny og besøges af en million turister om året. Morval var kunstkender og skørtejæger, og den tilkaldte kriminalassistent, Laurenc Sérénac, mener, at der er tale om et jalousidrab, hvorimod hans lokale medhjælper, Sylvio Bénavides, har mistanke om kunstsvindel i millionklassen med dødelig udgang. Sérénacs utroskabsteori synes bekræftet, da de to anonymt modtager fem fotos med Morval og fem smukke kvinder i intime situationer, heriblandt Givernys meget smukke lærerinde. Hendes former er fuldendte, og hendes øjne som Monets åkande-billeder, konstaterer kriminalassistenten, da han ser dem og falder pladask for kvinden. Hun har en meget jaloux ægtemand, og alt peger på, at han har myrdet Morval, men hvis de arresterer ham, vil folk så ikke tænke, at det skyldes kriminalassistentens begær efter lærerinden? Det er så tydeligt, at selv Bénavides’ mistanke bliver vakt ... Langt ind i romanen er man storslået underholdt med politifolkenes indbyrdes drillerier, sladder om Monet og hans maniske malen åkander de sidste 30 år af sit liv og ikke mindst af den skønne lærerindes erotiske udstråling, som ikke bare betager kriminalassistenten; læseren hopper på og bander indeni, når der ikke sker noget. Ud over kriminalassistenterne har romanen tre fortællere, tre kvinder: Den ondskabsfulde, den løgnagtige og den egoistiske. En er over 80, en er i trediverne og en blot ti år. De minder om Edvard Munchs malerier af kvindens tre livsstadier, bortset fra at den unge pige her i romanen er et barn, hvilket ikke er spor tilfældigt, for lur forfatteren! Michel Bussi, der fik sit danske gennembrud sidste år med Pigen i flyet , ender til sidst i denne tidlige roman fra 2010 med at køre uhæmmet rundt med læseren – op og ned gennem tiden leger han navneleg og serverer skæbne-paralleller og efterlader én totalt rundtosset. Det fik Daily Mails anmelder til at kalde bogen »et blændende og uforglemmeligt mesterværk«. Store ord, også for store, selv om man undervejs falder for forfatterens fascinerende spilfægteri, der på mig virker mere søgt end dybt. Bo Bjørnvig