Le Serment des limbes (poche)

Bo Tao Michaëlis anmelder i Politiken Den engelske teolog og litterat, Erik Routley, skrev i 1972 et berømt og berygtet værk om, at kriminallitteraturens sans for deduktiv opklaring, rationel redegørelse og logisk retfærdighed var en puritansk sag, hvor Gud enten var skjult, muligvis død, eller i hvert fald verdsligt fraværende. Skade, at han glemte både Chesterton og Simenon, som begge skrev deres mysterier ud fra reelle religiøse rødder i romerkirken, hvor Gud i den grad er til stede som andet end en protestantisk præst på en sort herrecykel i en blankpoleret landsby! Og hertil kan du tilføje Jean-Christophe Grangé, Frankrigs ukronede krimikonge med så megen katolicisme i skrift og intrige, at plottets surdej er nok til ortodokse oblater herfra og til evigheden. Matthieu og Luc ’Dødspagten’ er en fremragende omgang krimimesse, hvor to superkatolske strømere, Matthieu og Luc, agt dig deres evangeliske navne, rodes ind i sataniske mord, som spænder fra franske alper over Sicilien til Polen. Katolske poler i en suggestiv, spektakulær geografi, hvor Gud og djævlen slås om både sjæl og strisser! Luc, ærkekatolikken, ligger i koma efter et selvmordsforsøg. Men sligt er jo en dogmatisk dødssynd, så derfor tror hans ven og væbner Matthieu på andre og mere horrible årsager. Noget med satanisk symbolik og katolske forfattere såsom Charles Baudelaire og Georges Bernanos. Således hvirvles vi ind i en forførende fatal labyrint, kommer til alters i en spidsbuet krimikatedral, hvor alt er gotisk og gyseligt, meget lidt fornuftigt, urationelt sammenhængende, men herligt og heftigt ganske forfærdeligt. Gennemført velskreven Turen går til Paris’ negroide underverden med vold og voodoo, kødets forgængelighed via alskens insekter, infame grusomheder, som mere hører hjemme i Dantes groteske Inferno end det senmoderne EU netop nu. ’Dødspagten’ er frækt og gennemført velskreven. Sugende spændende, ja sprogligt inciterende og rapkæftet fransk i sit elan med sprøde nostalgiske sprogtoner a la Raymond Chandler. Liza Marklunds håndplukkede syltetøjsprosa virker helt klart som krimigenrens feminine antikrist, norrøn stavkirke og lavkirkelig kedelig. Vi er i den grad i Vatikanets dybe kældre, hvor synd og straf er andet end lallende skandinavisk parterapi med samtalekøkkenets papvin fra Systembolaget. Cut-up-romaner Irske Ken Bruen med sine fragmentariske og lyriske cut-up-romaner er da også blevet en kultforfatter i det katolske Frankrig. Hans fordrukne og fængslende krimier om eksstrømeren Jack Taylor i Irlands gæliske hovedstad, men øens Århus, smukke Galway ude vestpå i retning af Spanien, er just også noget ganske særligt og anderledes i design og intrige. Her i debuten fra 2001, ’Styrken’, ryger Taylor ud af det irske politikorps, han stak et parlamentsmedlem en på sinkadusen, og beslutter sig systematisk for at møde Satan i flaskeform med spirituøse procenter omkring de 40. Hans dæmon hedder alkohol, og hans katolicisme er mere keltisk end kontinental. Han skal opklare en ung piges selvmord og igen, vi er i en kultur, hvor den slags er en skæbnesvanger dødssynd. Men ’Styrken’ har en gangbar gælisk og yderst charmerende gangart, som krimiens hardcore fundamentalister nok ikke vil annamme. Bruens alkoholiserede og ’katolske’ konvertering fra fornuft til følelse er slet ikke noget for genrens krimiprotestanter. Flasken og loven Sådan en spraglet, ulogisk, citatliderlig cocktail på sprut, synd, sex og spænding, sådan so oder so som hvis min yndlingsgadesanger, den burleske digter F. P. Jac, agtede at skrive krimier! Grænsen mellem genre og fiktion krydses evindeligt i Bruens beske thriller om en mand, der både tager flasken og loven i egen hånd. Kan sin Baudelaire såvel som sin Bob Dylan og beder på gælisk sit amen og ave Maria.