Congo Requiem (poche)

Den franske krimiforfatter Jean-Christophe Grangé skriver som en engel, eller snarere en djævel, for grusomhederne flyder tæt ned ad »de blodrøde floder«, som debuten hed. Ingen forsøger at bringe orden i dette kaos, alle tænker kun på at få del i byttet, som er de rige mine- og diamantforekomster, Midtafrika rummer. Når Grangé slipper for beskyldninger om racisme og fordomme af værste slags, skyldes det nok, at alle får hug, sorte som hvide, kvinder som mænd, de opfører sig lige slemt – og indimellem også pludselig godt. Man ved aldrig, heldigvis, ligesom man ikke ved, hvem der skal dø. Ingen er fredet, heller ikke hovedpersonerne. Det er den magtfulde og dysfunktionelle Morvan-families urfader, Gregoire, der leder slagets gang i bogen, han er på vej til nogle nyopdagede miner med coltan, et kostbart stof, som bruges i alt elektronisk udstyr og er formuer værd. I spidsen for en flok bærere og sorte lejesoldater bevæger han sig efter at være sat af med fly på en jordstribe ryddet i junglen den sidste del af vejen til minerne gennem et uvejsomt landskab, da de møder den første milits bestående af børnesoldater med døde øjne ... Med i Congo er sønnen, politiefterforskeren Erwan, og de to udkæmper et ganske underholdende far-søn-opgør, alt imens omgivelserne gør alt for at tage livet af dem. Fortællingen om de hvide minefolk og deres opbygning af luksusbyer midt i junglen ved hjælp af sorte slavearbejdere er eventyrlig; ud over Conrad minder det om H. Rider Haggards Kong Salomons miner, og man læser med samme spænding, som man i sin tid læste ungdomsklassikerne. Efter denne mesterlige sorte indledning – i sig selv en bog på 300 sider – vender vi tilbage til Frankrig, og der går »almindelig« krimi i den, bortset fra at Grangé ikke skriver almindelige krimier. Han dyrker absurde, groteske og vanvittige plots, som man bagefter kan undre sig over, at man undervejs har taget for gode varer. Men det er hans særlige kunst, denne evne til at få læseren til at følge ham helt ud på overdrevet. Fordi han skriver så stringent og præcist, selv når han går ud over kanten for almindelig fornuft, hænger man på. Hans seneste bog, Rekviem for Congo, starter nede i det sorte Afrika, i Joseph Conrads fodspor, og udfolder en grotesk historie om, hvordan militserne i Congo tager for sig af retterne – civilbefolkningen – der tortureres, voldtages og myrdes, når ikke lige en anden milits eller såkaldte regeringssolda-ter melder sig for at få deres del af byttet. Så må de først slå hinanden ihjel, før de igen kan forlyste sig. Over fem millioner døde har denne afrikanske borgerkrig gennem mere end tyve år kostet, og Grangé kaster sig med vellyst ud i detaljer om, hvilke usandsynligt ondskabsfulde aflivningsmetoder der tages i brug – som at kappe fødderne af fanger og lade dem løbe om kap, hvor kun vinderen får lov at overleve.