L’arabe du futur T02

Første bind af Riad Sattoufs erindringer er fremragende, men mystificerende, læsning. Det er næsten ikke til at vente på fortsættelsen af Riad Sattoufs ’Fremtidens araber’. Ikke alene er første bind storartet selskab – så storartet, at den her anmelder bare fik lyst til at læse mere og mere og mere. Der er også mange ubesvarede spørgsmål mellem siderne. Først og fremmest: Hvad vil Sattouf med sin erindringsfortælling i serieformat? Ingen tvivl om at titlen er ironisk. Riad Sattouf, der har en syrisk far og en fransk mor, er en kendt tegner og filminstruktør i Frankrig. En storhedstid for de arabiske lande Allerede tidligt i første bind fremgår det, at Sattoufs far drømte intenst om en storhedstid for de arabiske lande. Det var tilbage i 1980’erne, da stærke diktatorer sad på magten i flere arabiske lande, deriblandt Muammar Gaddafi i Libyen og Hafez Al-Assad i Syrien, og med en pænt stor selvovervurdering så glorværdige tider forude. I dag, mange år senere, er både Libyen og Syrien i opløsning. Den Fremtidens rige og oplyste Araber, som Sattoufs far drømte om, blev altså heller ikke til noget. Det er ikke svært at gennemskue mens man læser Sattoufs erindringer om en fortumlet opvækst i Frankrig, Libyen og Syrien. Især opholdet i Syrien, hvor Sattoufs far drømmer om at bygge en luksusvilla på den grund, han har arvet, ligner et helvede. Men det begynder i Gaddafis Libyen, hvor Sattouf har familie. Oberst Gaddafi har fx et ønske om at der altid skal stå en bolig klar til enhver libyer. Det lyder smukt og solidarisk, men reelt betyder det at man bliver nødt til at være hjemme hele tiden for ikke at risikere at andre flytter ind. Det er mildt sagt noget andet end den store fællesskabstanke. Per Juul Carlsen