Triste tigre

Anmeldt af Aske Munck, Weekendavisen DET VILLE VÆRE en underdrivelse at kalde Neige Sinnos incestopus Triste tigre tankevækkende. Det er en aldeles uafrystelig læseoplevelse. Forfatteren veksler mellem vinkler og greb i et forsøg på at forstå, som hun skriver, »hvad der foregår i hovedet på bøddelen«. Ofrene er det let at identificere sig med, men hvad i alverden fik hendes stedfar til at misbruge hende, fra hun var syv, til hun blev fjorten? Denne tidligere alpinist, som var vellidt og respekteret i landsbyen, hvor de boede? Hun refererer forståeligt nok flere gange til Nabokovs Lolita, som også skabte ravage ved at fortælle historien fra misdæderens synsvinkel, idet hun kæmper for at kapere, hvad der driver en granvoksen mand til »at være alene i et værelse med en syvårig og få erektion ved tanken om, hvad han vil gøre med hende«. Det er en hudløst ærlig, velskrevet og vedkommende bog – men også så ubehagelig læsning, at man flere gange må lægge den fra sig i afsky. Værket har allerede modtaget flere priser, heriblandt Prix Fémina og aftenavisen Le Mondes Prix Littéraire. Men det kan alligevel undre, at den overhovedet var med i Goncourt-indstillingen. For nogen roman er det ikke, snarere en form for essay eller personlig, faktuel beretning. Og hovedkriteriet for at modtage Goncourt-prisen er immervæk, at der er tale om en roman, altså et litterært fiktionsværk – ellers burde fremragende penne som Emmanuel Carrère eller nobelpristager Annie Ernaux for længst have modtaget den.