Le grand feu

"Den store ild er den, der besjæler mig og fortærer mig, når jeg spiller violin, og når jeg skriver. » Léonor de Recondo I 1699 blev Ilaria Tagianotte født i en familie af tøjhandlere i Venedig. Byen har mistet sin magt, men den har stadig sine paladser, sine mange teatre, sit karneval, der varer seks måneder. Det er en fremgangsperiode for kunst og musik, især violinen. Knap et par uger gammel placerede hendes mor lille Ilaria ved Pietà. Denne offentlige institution åbnede sine døre i 1345 for at tilbyde efterladte børn en chance for at overleve ved at skåne dem for børnemord eller prostitution. Der undervises i musik på højeste niveau, og venetianere flokkes til koncerterne, der arrangeres i den tilstødende kirke. Gemt bag udsmykkede gitre spiller og synger de unge optrædende stykker, der er komponeret eksklusivt til dem. Ilaria lærer violinen og bliver maestro Antonio Vivaldis kopist. Hun bliver ven med Prudenza, en pige på hendes alder. Deres usvigelige venskab styrker hende og giver hende en åbning til omverdenen. Den store ild er kærlighedens, der rammer Ilaria i begyndelsen af ​​hendes femtende fødselsdag, river de vægge ned, der både har beskyttet og omsluttet hende, og flytter hende væk fra den hidtil kendte ømhed. Det er frem for alt den, der blander kødelig begær med musik så tæt i sit hjerte, at hun forvirrer dem og farer vild i dem. Mumlen fra Venedig og dets skønhed er rammen om den unge piges søgen: at opleve kærligheden og rejse sig gennem musik, som en stor ild.