Meursault, contre-enquête

Manque sans date Camus vendt på hovedet En af efterårets mest omtalte franske romaner er fremragende. Forfatteren er algeriske Kamel Daoud, der skriver sig op mod Albert Camus’ ’Den fremmede’ og omsider giver navn og liv til den araber, som i dobbelt forstand forsvinder i Camus’ værk. Den fremmede var den roman der i 1942 gav den franske forfatter Albert Camus en plads i verdenslitteraturen og ikke mindst det hvide, vestlige gudløse menneskes absurde tradition. I romanen, der starter med ordene »I dag er mor død«, kommer Meursault en dag nærmest ved en tilfældighed til at slå en araber ihjel på en strand i Oran. Retssagen mod Meursault ender som et absurd angreb på ham for hans manglende sorg ved sin mors død, og det synes langt vigtigere end mordet. »Mor er stadig i live.« Sådan begynder den 44-årige algierske forfatter Kamel Daoud netop sin lille roman Meursault – contre-enquête (Meursault – en modundersøgelse), der i løbet af dette år har vist sig som en strålende komet på den franske litteraturhimmel. Faktisk udkom bogen allerede i 2013 i Algeriet, men har nu opnået flere priser i Frankrig og var med i opløbet til den mest prestigefyldte litterære pris, Goncourt. I Frankrig var Daoud total ukendt, men i Algeriet, hvor han optræder som samfundsrevser ved dagbladet Le Quotidien d’Oran, kender man hans skarpe pen. Han har taget den nærmest umulige opgave på sig at skrive den anden side af historien: Den fremmede set fra Algeriets side, set fra offerets side. Og hvem er egentlig offeret, når der begås et mord? Det er selvfølgelig i første omgang Moussa – forfatteren Kamel Daoud giver omsider først og fremmest et fornavn til den araber, som blev slået ihjel på stranden af Meursault. Men først og fremmest er ofrene i Daouds roman den mor, som Moussa efterlader i sorg grænsende til vanvid, og den lillebror, som kommer til at leve et langt liv i den dødes skygge. Det er lillebroderen Haroun, vi følger, og i bedste Camus-stil lytter til, da han aldrende sidder på en bar i Oran og monologisk fortæller sin historie til en universitetsforsker, som leder efter historien og liget – det kommer ud på ét. For Moussas lig blev aldrig fundet, måske var det bare havet, der slugte ham. Scenen er sat, ganske som det er tilfældet i en anden eksistentialistisk Camusroman Faldet.