Rien ne s'oppose à la nuit

Fremragende roman om en skrøbelig kvinde En datters portræt af sin mor. Det kan lyde som en faldgrube for private og klicheprægede betroelser, men en sådan undgår den franske forfatter Delphine de Vigan suverænt. Hendes portræt af moderen, Lucille, er båret af ærlig, reflekteret søgen efter at forstå og af en stor ydmyghed over for opgavens vanskelighed. Det, der sætter Vigan i gang, er smerte. Som 40-årig finder hun sin cirka 20 år ældre mor død efter selvmord, og det tragiske i moderens liv og død tvinger hende ud i en søgen efter at forstå. Lige siden hun var barn, har moderen været et mysterium, på én gang nærværende og fjern, kærlig over for hende og søsteren, Manon, men også lukket inde i sin egen verden af sorg og tomhed. Som ung pige oplever hun første gang moderen i et voldsomt psykotisk anfald, der tydeliggør hendes indre kaos. Hun er blevet skilt fra børnenes far og har i lang tid levet et forvirret liv med stoffer, arbejdsløshed og brudte forhold. Det bliver til flere sammenbrud og indlæggelser på psykiatriske afdelinger, afbrudt af perioder hjemme, stærkt medicineret eller påvirket af alkohol. Sent i livet lykkes det hende med opbydelse af stor viljestyrke at få et hverdagsliv til at fungere og ovenikøbet i en moden alder at uddanne sig og senere arbejde som socialrådgiver, og det giver hende en ukendt følelse af at være til gavn. Også forholdet til døtrene bliver tættere, og da hun endnu en gang bryder sammen, kommer det overraskende. Lucille beskrives som begavet, smuk og med en særlig karismatisk udstråling, men også som en kvinde med en ekstrem selvdestruktivitet. Vigan kalder hende et skadet menneske, og det er denne beskadigelsesproces, hun ønsker at afdække. Forfatteren er fuld af anfægtelser over sit projekt, og de stiger, efterhånden som hun får skrevet sig ind på moderens liv. Hun bygger på samtaler med Lucilles familie og på skriftlige optegnelser, altså subjektive indfaldsvinkler, ligesom hendes egne erindringer er det, og hendes tvivlende, kritiske refleksioner over sandhed, fiktion, mytologisering og fortrængning afbryder gennem bogen portrættet af moderen. Er det overhovedet muligt at nå en troværdig og dækkende indsigt i, hvorfor og hvordan et andet menneskes liv bliver ødelagt? Lucille blev født i 1946 og voksede op i en stor familie i Paris, faderen, George, var reklamemand, og moderen, Liane, var hjemmegående husmor og mor til otte børn. Hun var indbegrebet af moderlighed: overbærende, kærlig og i besiddelse af en vitalitet, også ægtemanden, som hun forgudede, nød godt af. Han var idérig, utraditionel og optaget af sine børn, når arbejdet tillod det. Tilsyneladende varme og frisindede forældre, der gav børnene både udfoldelsesmuligheder og støtte. Så harmonisk virkede familien, at den blev portrætteret i en tv-dokumentar som eksempel på vellykkede opdragelsesmetoder. Også Lucille oplevede omverdenens bevågenhed, da hun på grund af sin ekstraordinære skønhed blev en efterspurgt barnemodel. Alligevel dukkede ulykkerne op. I første omgang ved, at et af børnene omkom ved en tragisk drukneulykke. Senere begik to af de øvrige børn foruden Lucille selvmord, og også andre havde depressioner eller alvorlige psykiske problemer livet igennem. Delphine de Vigan reflekterer over biologisk contra social arv uden at finde et præcist svar. Hun afdækker dog bagsiden af den tilsyneladende så velfungerende familie og finder spor, der kan være med til at give forklaringer på børnenes og i særdeleshed Lucilles udsathed. Der er Lianes kritikløse betagelse af sin mand og hendes fascination af fødsler og spædbørn, hvilket førte til, at hun kunne finde på at forsømme større børn. Og der er ikke mindst Georges dominans, der tog sig charmerende ud, men også indebar kontrol, vilkårlig opdragelse og egoistisk magtudøvelse, højst sandsynligt i form af incest. Meget tyder på, at George voldtog Lucille, da hun var 16, tilsyneladende med Lianes accept, og dermed var med til at ødelægge datterens psykiske balance. Romanens titel, Alt må vige for natten, spiller på dette indre mørke i form af kulde og selvhad, der blev konsekvensen, og på den død, som hun i sidste ende valgte som løsning. Delphine de Vigan lader ikke incest-forklaringen være enerådende, men den er væsentlig, og overgrebet er et eksempel på forældrenes evne til at benægte eksisterende undertrykkelsesmekanismer til fordel for en mytologiserende selvfremstilling. Vigan ser det som et alment problem, omend andre familier måske ikke holder hånden over lige så graverende forhold. I det hele taget lykkes det forfatteren at skabe moderens lidelseshistorie om til kunst, også andre kan spejle sig i og lade sig gribe af. Det kunne være blevet en skandaleroman med pikante afsløringer, men er i stedet blevet et indsigtsfuldt, rigt facetteret og meget bevægende indblik i en skrøbelig kvindes skæbne.