J’ai vu partout le même visage

Jeg har set det samme ansigt overalt udkommer på etårsdagen for skudattentatet på Krudttønden, hvor François Zimeray var til stede. Naturligvis er der også tilføjet en efterskrift om terrorangrebet i Paris den 13. november. Det er meget rimeligt og meget rituelt. Men det er ikke disse nye traumer, der gør bogen værd at læse. Det er heller ikke ambassadørens gæstevenlige omtale af Danmark som landet, hvor man kan stille sin cykel ulåst fra sig (kunne jeg da ikke drømme om!). Det afgørende er hans stålsatte tro på menneskerettighedernes nødvendighed. Men for ham er det ikke et spørgsmål om moral, heller ikke om værdier. Det handler om politiske kompromiser og ”rettigheder som findes eller ikke findes, som implementeres eller krænkes.” Lidelser er universelle, derfor er menneskerettigheder det også. Og François Zimeray har set lidelser i ansigter verden over. Men nu sidder han i den franske ambassades stille stuer og mærker en frygt krybe frem. Frygten for at miste alle de ansigter, han har set: ”I som har fyldt så meget i mig, nu har jeg svært ved at huske jer.” En lille, dannet, humanistisk, rationel og rørende bog. Klaus Rothstein, Weekendavisen