Le cercle

Og så ender vi hos Bernard Minier, hvis debut på dansk, Iskold død , blev rost, og fortsættelsen, Cirklen , holder: En mørk og stormfuld uvejrsnat irriteres en 90-årig tidligere universitetslærer kaldet »Englænderen« over høj musik. Han har i 57 år hver aften skrevet et digt, inden han går til ro, og det vil han ikke forstyrres i, selv om de 150 notesbøger med digtene aldrig skal offentliggøres. Musikken kommer fra naboens hus, som han fra sit kvistværelse kan kigge over på, og som er fuldt oplyst, også svømmebassinet i haven, hvor en masse dukker flyder rundt ... Sådan starter det ene handlingsspor, og herefter hører man længe ikke noget til Englænderen. Relevant? Det ved man ikke, og det er det smukke ved det – nogle tråde er løse, andre ikke hos Minier. Men de er aldrig kedelige. Ligesom i Bussis Sorte åkander er en fatal kvinde omdrejningspunktet, en attraktiv, liden- skabelig universitetslærer – det er hende, der bor i det oplyste hus. Og så er der én til, kriminalkommissær Martin Servaz’ første store kærlighed, Marianne, som han kom sammen med for 19 år siden, da han studerede i universitetsbyen Marsac. Hun svigtede ham, og såret er lægt, tror han, men da de er sammen igen, er det fuldendt, det er som at komme hjem. På den måde er de såkaldte hårdkogte krimier og thrillers – fra Chandler til John le Carré – mange gange rene romantiske ballader, hvor især mænd aldrig kommer sig over tabet af den skønne, hvilket jo bekræfter en kontroversiel tese: At mænd i virkeligheden er mere romantiske end kvinder. Et sidespor hos Minier er en indespærret ung kvindes beretning, som man i starten sukker over, den lidelseshistorie kender man. Tror man – men også her fanges man ind. Fangetageren er meget opfindsom. Martin Servaz kæmper sig gennem det ene uvejr efter det andet, dels naturens udladninger, dels de indre, fremkaldt af barndomstraumer og venne- og venindesvigt. For ud over romantikken beherskes de »hårdkogte« af fortiden, nostalgien truer konstant. På den måde er der intet nyt under solen – når den altså overhovedet skinner – hos Minier, men resultatet er ret formfuldendt. Bo Bjørnvig xxxx “Miniers anden krimi på dansk er lang i spyttet, men konstant og kontant spændende”. 5 hjerter i Politiken fra Bo Tao Michaëlis Resumé: Selvstændig fortsættelse af Iskold død af den franske bestsellerforfatter Bernard Minier. Endnu engang en perfekt konstrueret, mørk og stemningsfuld krimi. I universitetsbyen Marsac bliver en lærer fundet brutalt myrdet i sit hjem en regnfuld nattetime. I husets pool flyder en masse dukker rundt i vandet, og på kanten sidder en ung mand, som hævder, at han intet kan huske. Er han den skyldige? Politikommissær Martin Servaz bliver sat på sagen og modtager en kryptisk e-mail, der antyder, at den undslupne seriemorder Julian Hirtmann er tilbage - og måske er lidt for tæt på. Er det bare en tilfældighed, at Servaz selv har studeret i Marsac og hans datter nu går i skole i byen? Efterforskningen tager en personlig og meget farlig drejning, i takt med at Servaz sammen med sine kolleger Esperandieu og Irene Ziegler graver i sagen, som gemmer på gamle ritualer, hemmeligheder og fortidssynder.