Stille dage, vilde nætter

Eve Babitz kan med rette beskrives som festudgaven af Joan Didion, af hvem hun altid har stået i skyggen. Fra Los Angeles med Stravinsky som gudfar og som 20-årig berømt foreviget, da hun nøgen spillede skak med Marcel Duchamp. Babitz festede igennem sin ungdom, men stoppede i tide og undgik den skæbne som rigdom, berømmelse og uanede muligheder ofte fører med sig. Temaer, som Babitz efterfølgende har bygget et forfatterskab op omkring. Eve Babitz vækker et sted, en tid og en stemning til live, som få andre. Los Angeles og Sunset Boulevard i begyndelsen af 1970'erne. Babitz svømmede i berømmelse, berømtheder og toppen af populærkulturen i samme periode. Romanen er et yderst velskrevet vidnesbyrd med en nerve og drive, som gør det bemærkelsesværdigt, at den ikke tidligere er udkommet på dansk. Babitz’ særlige evne til at beskrive er i sig selv grund nok til at anbefale Stille dage, vilde nætter, men det er hendes glubende, fyndige begavelse, som ender med at stjæle billedet. Bogen er disponeret ud fra det geografiske og til tider ud fra det meteorologiske. Hvert kapitel beskriver enten et særligt sted (Bakersfield, Palm Springs, Laguna Beach – som enhver god indbygger i Los Angeles er Babitz hele tiden på flugt fra byen; som enhver stor forfatter protesterer hun voldsomt mod sit territoriums uforsonlige kompleksitet) eller vejrmæssige forhold: regn og Santa Ana-vinde. Joan Didion oplever disse vejrfænomener som truende, mens Babitz hilser dem velkommen med åbne arme: