Orientalske noveller

WEEKENDAVISEN SKRIVER: Hendes lår bølger som snablen på en nyfødt elefantunge 
Marguerite Yourcenar: Orientalske noveller. Oversat fra fransk af Hans Peter Lund. 164 sider. 249 kr. Den Franske Bogcafés Forlag. 
Da franskmanden Patrick Modiano modtog årets Nobelpris i litteratur var jeg, ligesom en hel del andre, temmelig blank. Jeg havde intet læst af forfatteren, og som Weekendavisens journalist Aske Munck senere i denne sektion konstaterede, var det chokerende måske ikke så meget, at den stort prisbelønnede Patrick Modiano havde vundet Nobelprisen, men at så få i Danmark faktisk var bekendte med forfatteren. Påstanden lød, at vi i Danmark især orienterer os i forhold til engelsksproget litteratur og at den franske ditto derimod i alt for beskeden grad bliver oversat – og dermed overhovedet bemærket. 
Efter at have læst Marguerite Yourcenars Orientalske noveller er jeg tilbøjelig til at tro, at der er noget om snakken. Den belgisk-franske forfatter Marguerite Yourcenar (1903 – 1987), der det meste af sit liv levede med sin kvindelige partner på et ensomt bjerg i Maine, USA, er jeg nemlig ikke stødt på før, selv om to af hendes angiveligt største værker Kejser Hadrians erindringer (1951) og Smeltediglen (1968) faktisk er udkommet på dansk. Og sikke en forfærdende skam! For guderne – men især læserne – skal vide, at denne forfatter, født ud af en belgisk adelsslægt, skriver lige akkurat så overlegent, elegant og kynisk, som kun en biseksuel forfatter med blåt blod i årerne, født med navnet Marguerite Antoinette Jeanne Marie Ghislaine Cleenewerck de Crayencour, kan, når hun sætter sig for at skrive orientalske noveller på Mount Desert Island i Maine! Det er i hvert fald mit gæt... 
De såkaldt Orientalske noveller udkommer som den første udgivelse på det nystartede forlag Den Franske Bogcafés Forlag, og det er godt nok en flyvende start! Ikke mindst fordi man har ladet dr.phil. Hans Peter Lund, specialist inden for fransk litteraturhistorie – og naturligvis hædret som Officer af den franske orden »Les Palmes Académiques« – oversætte Marguerite Yourcenar. Det er imponerende godt gjort, og sikke en fryd at møde et sådant forfatterskab første gang i denne lydhøre og poetiske fordanskning. Rent Jubii! 
Men tilbage til hovedpersonens Orientalske noveller. I samlingens 10 noveller, der i 1938 blev samlet af forlaget Gallimard, er det de asiatiske og mellemøstlige legender, myter, sagn og religiøse fortællinger, der er udgangspunktet for fortællingerne. Og som man oprindelig har fortalt legender, myter, sagn og gudehistorier – nemlig mundtligt – er der umiddelbart noget meget fortalt over novellerne, der ved første blik fremstår enkle og handlingsmættede; som begyndelsen på et eventyr. Det kunne for eksempel lyde således som her i den første og fremragende novelle »Hvordan Wang-Fô blev reddet«: »Den gamle maler Wang-Fô og hans elev Ling vandrede om på må og få ad vejene i kongeriget Han.« 
Men man skal ikke lade sig narre af den tilsyneladende simplicitet. For lige så langsomt – eller andre gange ret hurtigt – broderer Marguerite Yourcenar videre på sagnets form og lader det tvetydige, sarkastiske og subtilt ondskabsfulde flette sig ind, især i skønne billeder, metaforer og sammenligninger. I denne novelle, hvor den hjerteløse maler Wang-Fô og hans altruistiske hjælper Ling føres til kejseren for at dø, lyder det eksempelvis om Lings forhold til sin kone: »Ling elskede denne kvinde med det glasklare hjerte, som man elsker et spejl, der ikke bliver mat, eller en talisman, der altid beskytter.« Elsker man et spejl, der ikke bliver mat, ret højt? Jeg vil sige nej. Konen hænger da også sig selv, da Ling hurtigt elsker malerens malerier af konen højere end hende selv, og maleren kvitterer med at male hustruen en sidste gang, »for han elskede den grønne farvetone i de dødes ansigt.« 
Denne mærkværdige – og mildest talt ikke særlig varme kærlighed – går igen mange steder i novellerne, som når det eksempelvis hedder sig i »Prins Genjis sidste kærlighed«, at denne største forfører i Asien – på trods af sidespring, der kunne gøre Don Juan misundelig – savner sin afdøde kone, fordi han »pintes af ikke at kunne huske hendes smil nøjagtigt, eller den grimasse, hun gjorde, før hun græd.« Grimassen, hun gjorde, før hun græd?! 
Undtagelsen i denne mørke og sammensatte kærlighedsopfattelse brydes af den rene moderkærlighed i novellen »Dødens mælk«, hvor en ung moder – for at stabilisere cementen!? – mures inde i et tårn af sine svogre (don’t ask), men får lov at skabe plads i muren til sine bryster, så hendes spædbarn hver dag kan bringes forbi og drikke mælk! Denne novelle, der udspiller sig som en samtale om mødre mellem to passagerer på et skib, har endvidere fornøjelsen af at levere denne skønne udveksling: »Apropos, Philip, er De så heldig, at De har, hvad man kalder en god mor?« Hvortil svaret lyder: »Sikken et spørgsmål. (...) Min mor er smuk, tynd, sminket, hård som en butiksrude. Hvad skal jeg mere sige?« Vel egentlig ikke mere, de ord sagde vist det hele...
Det er disse subtile sætningers grusomheder, som Yourcenar brillerer med inden for de forjættende og eventyrlige rammer, der skaber et enormt rigt, nuanceret og dybt landskab, som det er svært at blive færdigt med. For hvordan er egentlig lår, »der bølger som snablen på en nyfødt elefantunge«? Det lyder smukt, men vist også noget blævret. Men uh! En sætning, der er lige til at sætte tænderne i!