Drabelige fortællinger

Når mennesker bliver blå af sex Bernard Quiriny brillerer med sine novellers sorte, sørgmuntre optagethed af kroppen, dens funktioner, dens liv, dens død. Her er en historie: Videnskabsfolk undrer sig. Verden over bliver mennesker blå, når de dyrker sex. Hos perverse mennesker fremkalder blåfarvningen en hidtil ukendt form for fetichisme. Overalt får farven blå sjofle konnotationer. Her er en anden historie: I Amazonas lever Bamileke-folket, hvor (næsten) alle voksne er blinde, idet (næsten) alle 12-årige får stukket deres øjne ud. Det foregår ved et brutalt ritual, der kaster dem ind i voksenalderen og mørket. Blindheden opfattes som en ædel værdi. Her er en tredje historie: En litteraturkritiker beslutter sig for at slå en forfatter ihjel hver dag i en måned. Det gør han så. Sært lyder det, og sært er det, men hvilken særhed! Den franskskrivende belgiske forfatter Bernard Quiriny, der er agtet i sit fædreland, i hvert fald den fransktalende del af det, men herhjemme vist stort set ukendt, er ét af den slags nye litterære bekendtskaber, der overrasker og begejstrer. Nu fås hans »Drabelige fortællinger« på dansk, takket være Den Franske Bogcafés forlag, og tak for det, for er man til surrealisme a la Julio Cortázar, mareridt a la Franz Kafka og andet litterært godt, er han værd at læse. Nærmest uomgængelig. Hvad er det, han kan? Først og fremmest synes den yngre, universitetsansatte juradoktor at være begavet med et litterært hoved, der rummer et uudtømmeligt reservoir af vilde og skæve historier. Konturerne af et par stykker af dem er allerede givet ovenfor, her er flere eksempler fra »Drabelige fortællinger«: I »Min krop forlader mig« går en sømand langsomt og bogstaveligt talt i opløsning, knoglerne forsvinder, »man kan under sine fingre mærke hans organer gennem huden«. I en af bogens fiktive rejseberetninger præsenteres et naturfolk, bekamierne, som synes, at sex er det sjoveste i hele verden, hvorfor de ikke kan så meget som tænke på at knalde uden at grine. I »Tingene har ordet« er selv de tilsyneladende mest uskyldige genstande farlige. Her gælder det nogle strikkepinde: »Alle børn her på egnen bærer hendes tørklæder om vinteren uden at vide, at hun også er englemagerske, og at de redskaber, som har strikket deres sweatre, også har sparet dem for en del småsøskende.« Sådan bliver det ved, og hvis der er en rød tråd i den på én gang sørgmuntre, sort humoristiske og dystre galskab, er det en (ofte makaber) optagethed af kroppen, dens funktioner, dens liv, dens død. Stilen er samtidig, trods denne kropslighed, lidenskabsløs som en lovtekst, som den også er det hos netop Franz Kafka (en anden skrivende jurist!), og dette forhold mellem indhold og stil fungerer forbilledligt. Bernard Quiriny ved, at prosa, der går bersærk, ingen sproglige krykker behøver. Han er kontrolleret galskab på belgisk. Sublimt. Af Søren Kassebeer, Berlingske